Conrad Maldives Rangali Island

En perle i det Indiske Ocean med speciale i at skabe gode minder. Conrad Maldives formår at skabe en stemning man skal lede langt efter for at finde noget ligeværdigt. Resortet er fordelt på to øer og er forbundet af en 700 meter lang jetty, hvilket er en oplevelse i sig selv at gå på. Er man i det mere dovne hjørne, hvilket kan være en naturlig bivirkning af Conrads afslappende kultur, kan man selvfølgelig tage en mindre færge, der sejler når det ønskes.

Luksuriøst hotel i Maldiverne

Conrad Maldives er gennemsivet af et luksuriøst design, omgivet af det skønneste turkisblå hav og palmeklædte bountystrande. Ved ankomst står det yderst servicemindede personale klar med noget forfriskende og køligt til ganen, samt et implicit løfte om en ferie med oplevelser, I vil huske på i de kommende år.

I kommer til at bo i en Deluxe Beach Villa, på 300 kvadratmeter, med beliggenhed på den frodige Rangalifinolhu ø. Villaen har sin egen lille idylliske have samt en mindre pool – perfekt til at køle sig af i efter en dejlig spadser tur eller dvalen i solstolen. Den store villa har panoramavinduer der sikrer maksimalt lysindfald samt et udendørs badekar i en ekstern pavillon.

På Conrad er det nærmest kun fantasien der sætter grænser. Her kan I opleve dykning og snorkling i topklasse – Hvalhajer, delfiner og manta-rokker er eksempelvis ikke et særsyn i disse farvande. I kan blandt andet være med til at fodre de store rokker, tage på delfin ”safari” eller, hvis modet er til det, komme helt tæt på de blide kæmper – hvalhajerne.

Conrads husrev er noget af det ypperste i området, hvilket betyder at I kan snorkle i timevis med stimer af farverige eksotiske fisk og havskildpadder. Oplevelsen af at ligge på kanten af husrevet og kigge ned i dybet, der nærmest virker uendeligt, samtidigt med følelsen af vægtløshed, er noget helt unikt man ikke skal være entusiast for at værdsætte – det et minde for livet. Er I mere til oplevelser oven vande, tilbyder Conrad selvfølgelig også masser af muligheder her - en romantisk bådtur ud i det blå kan blandt andet varmt anbefales.

11 forskellige restauranter at vælge imellem

En af de helt store udfordringer, som gæster på Conrad, kan dog være valget af hvor I skal spise. Med 11 forskellige restauranter er der i den grad nok at vælge i mellem. Er I til fine vine er Conrad også stedet – resortet er i besiddelse af en samling på over 20.000 flasker. Her kan I med sikkerhed finde ædle årgange der passer til jeres smag.

Der findes dog én restaurant som absolut skal besøges – gerne flere gange: Den berømte Ithaa restaurant. Restauranten byder på gourmet oplevelser i verdensklasse – og det bedste ved det hele, den ligger fem meter under havets overflade. Restauranten er ikke kun en oplevelse for ganen, men også en for sanserne. I sidder og indtager den ene skønne ret efter den anden alt i mens I er omgivet af et sammensurium af farverige fisk – igen en oplevelse der ikke går i glemmebogen lige foreløbigt.

Conrad Maldives Rangali Island er i sandhed en delikat perle der falder i smag hos de fleste. Og eftersom resortet er fordelt på to øer vil I med sikkerhed kunne finde noget der passer til jeres behov og drømme.

Ring 39 618 618 – eller skriv, så vender vi hurtigt tilbage.